Ændringer i våbenbekendtgørelsen, info om hjælpepakker m.m.

Kære medlemmer

I morgen er det den første juli, men derudover er det også en af de to årlige dage hvor nye bekendtgørelser og cirkulærer træder i kraft. Denne onsdag gælder det blandt andet en ændret våbenbekendtgørelse. Det kommer som resultat af lang tids målrettet arbejde fra Danmarks Våbenhandlerforening, samt andre våbenorganisationer. Selvom nogle af ændringerne har været efterspurgt i lang tid, og vil gøre livet lettere for mange, har vi ikke fået alt hvad vi ønskede. Som det fremgår af vores høringssvar til udkastet til ændringen af bekendtgørelsen, er der flere steder hvor sund fornuft tilsidesættes, uden at bidrage med øget tryghed eller sikkerhed. Det stiller vi os fortsat meget kritisk over for – især når ændringerne udmønter sig i upraktiske og bøvlede regler. Eksempelvis for hvor mange gange vandelsgodkendte personer må få overladt våben i løbet af et år, eller det meget firkantede krav om antallet af personer der må være tilstede ved en prøveskydning. Men de nye ændringer udgør dog en platform, som vi kan arbejde videre ud fra. Forhåbentligt kan vi på sigt rette de værste uhensigtsmæssigheder. 

På nedenstående link kan du læse om de konkrete ændringer i pakken, som videregivet fra Rigspolitiet – her kan du også finde links til de nye lovtekster.

Orientering om iværksættelse af ændringer af våbenbekendtgørelsen

 

Har du styr på hjælpe- og genopretningspakkerne?

Dansk Erhverv har samlet en side med informationer om hjælpe- og genopretningspakkerne i forbindelse med COVID-19. Inde på siden kan du derfor finde frister for ansøgning til pakkerne, beregningseksempler og meget mere. Mangler du derfor et komprimeret overblik over pakkernes betydning for dig og din virksomhed, er dette et godt sted at få det.

 

Husk at gøre brug af dine medlemsrabatter

Er du medlem af Danmarks Våbenhandlerforening, er du også medlem af Dansk Erhverv, og får dermed automatisk adgang til en række konkrete medlemsrabatter. På vores rabatside kan du danne dig et hurtigt overblik, og bl.a. få billigere avis, benzin og bilvask – hvilket jo er rart når sommerferien står for døren for mange. 

 

På vegne af Danmarks Våbenhandlerforening ønsker jer alle en rigtig god sommer.

 

Med venlig hilsen

Matthias Lumby Vesterdal

Sekretariatschef

  

Danmarks Våbenhandlerforening
Børsen ● Dansk Erhverv ● 1217 København K
M. +45 4187 0870
T. +45 3374 6761
mlv@danskerhverv.dk

www.vaabenhandlerforeningen.dk